Norvegia

Norvegia er ei norsk ljodskrift uppfunni av Johan Storm (1836–1920).

Sjølvljod

		Utgreiding av Johan Storm
ɑ	[ɐ̞]	dybt a, alm. østlandsk i ja, takk.
a	[ɑ]	dybeste a, svensk a i matsal, ja, i Solør, Hedm. o. fl.
ɑ̇	[a̝]	høit a, dansk og vestnorsk i mann.
ɑ̈	[æ̞]	mellem æ og a, engelsk a i man, østnorsk ällə, stäbbə.
ɒ	[ɐ]	eng. u i but; Mellemlyd af a, å, ø: kɒ̄ł̣ Kul, fɒł̣k Folk, bɒllə Bolle, N. Smaal.
ɑ̊	[o̞]	alm. norsk lukket aa i gaa; sjeldnere i ɡrått, åttə.
å	[ɔ̞]	eng. aw i law, aabnere end å, Telem. ā̊r Aar.
e	[e]	lukket e i fe, tre, ett.
ė	[ɪ̞]	hævet e (mellem e og i): V. Telem. trē̇.
ę	[ɛ̝]	aabent e i hest, men.
ə	[ə]	dunkelt e, alm. østl. vīsə, līkə, hū´sə Huset; səu̇ Sau.
ə	[ɜ]	østerdalsk dybere Varietet af ə: Tønsetsk fəsk Fisk.
i	[i]	lukket i i Is, vid, Vidd.
ı	[ɪ]	aabent i i dansk og vestl. fisk, eng. fish; alm. Tvelyd ęı, nęı.
ï	[ɪ̹]	Mellomlyd af i og y: sī̈ł̣ Syl, Hall., Solør; Tvelyd öï, höï.
ı̣	[i̠]	tilbagetrukket i, russ. pol. y, Meldal trı̣̄, mı̣̄l.
o	[u̞]	alm. nordisk lukket o i god, Sko.
o	[o]	europæisk (tydsk) lukket o, mellem o og å, tydsk gross, Sohn, Telem. sōn Tinn, Tuddal o. fl.
ǫ	[ɔ]	aabent å, eur. aabent o, tydsk Gott, svensk blott, godt, østnorsk (om Kristiania) godt, alm. graatt = ɡrǫtt.
ȯ	[ɞ̞]
ȯ	[ɞ]
u	[ʉ]
u	[u]
u̇	[ɵ]
ů	[u̞]
ü	[ʉ̟]
y	[yʷ]
y	[y]
ẏ	[ʏ]
æ	[æ]
ø	[ø]
ö	[œ]
œ	[ɶ]
ø	[ø̠]
ö	[œ̠]
œ	[ɶ̠]

Medljod

b	alm. b i bu, stabbe.
ʙ	halvt stemmeløst b, mellem b og p, ɡāʙa øvre Mandalen, Dalerne (Jæderen), svęiʙa Nordre og Indre Helgeland.
ƀ	aandende b, mellem b og v, spansk b i bien vel, beber drikke: stuƀu Stue, maaske i det Nordenfjeldske (usikkert).
d	alm. d i du.
ᴅ	halv stemmeløst d, mellem d og t, ɡāᴅa Gade, øvre Mand., Dalerne (Jæd.), oveᴅᴅuɡ N. og I. Helg.
ḍ	kakuminalt d, (tilbagetrukket mod Gavehvælvet), østl. hāṛ´ḍu har du.
ḍ	supradentalt d, (mod Gummerne), østl. Bymaal hāṛ´ḍu har du.
ᶁ	palatalt d (Sammensmeltning med j): oplandsk og n.fjeldsk ǫᶁᶁ, ǫᶁd Odd, vestl. liᶁᶁja ligge.
ð	aandende d som i Oldn., Isl., eng. the, søndmørsk tīð Tid, bīðə bie.
f	alm. f i få, skaffe.
ɡ	alm. g som i gaa, god.
ɢ	halv stemmeløst g, mellem g og k, vēɢa Uge, øvre Mand., Dalerne (Jæderen), bęɢɢətō N. og I. Helg.
ᶃ	palatalt g foran i (naar det ikke bliver j): gis Lokkenavn til Grisen.
?	Forkortelse af ᶁj eller Mellemlyd af ᶁ og ᶃ med j, vesl. li??a for liᶁᶁja, Sæt. ?ęnni gjerne.
ǥ	aandende g, østerd. o. n.fjeldsk dāǥ, skōǥ, haǥ´ǥəł̣.
?	labialt aandende g, østerd. o. fl. da?, ha?´?əł̣, Mellemlyd av ǥ og w.
h	alm. Aandelyd i hār; bruges for stemmeløs Vokal i N. Gbr. ɡǫht godt, miht mit, tahkə takke, tahp Tap osv. Bruges ogsaa sammesat med Kons. for at udtrykke Pustelyd, som hl. Se under de Bogstaver, hvormed det er sammensat.
j	alm. j i ja.

Kjeldor

• Storm, Joh. (Johan): Kortere Ordliste med Forklaring af Lydskriften. Utg. [s.n.]. Kristiania. 1884.